Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Foto: Oliver Meyer Fovsholm.

Ny rapport fremhæver kontroversielle løsninger på klimakrisen, som et potentielt sikkerhedsproblem. Eksperter er enige i problemets legitimitet, men stiller spørgsmål til dets aktualitet. 

af Andreas Wohlers-Herbert & Oliver Meyer Fovsholm

Vi udleder stadig for meget CO₂, og nogle mener endda, at vi allerede har gjort så meget skade, at vi er tvunget til at tage mere drastiske midler i brug. Derfor forsker man rundt omkring i verden i teknologi, der ikke blot skal bremse temperaturstigningerne, men også skal sænke temperaturen på kloden.  

Men den slags teknologi, kan ifølge en ny rapport om dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035, risikere at skabe nye sikkerhedspolitiske problemer. 

I rapporten udråbes nye klimateknologiske metoder nemlig som værende årsag til potentielle sikkerhedspolitiske udfordringer, og frygten er, at teknologien kan blive våbengjort af lande eller ikke-statslige grupper. Men det er ikke kun i udlandet, at man forsker i den slags teknologi.

Danmark, ikke kun et grønt foregangsland i traditionel forstand

På Aarhus Universitet har man i 2021 søsat forskningsprojektet GENIE. 

På GENIE-projektet undersøger man forskellige teknologier, der skal sænke temperaturen på jorden, eller gøre seriøst indhug i mængden af CO₂, vi udleder. Den slags teknologier går under navnet geo-engineering, og hvad det helt konkret er, kan du høre mere om i videoen nedenunder. 

Explainer produceret af Andreas Wohlers-Herbert & Oliver Meyer Fovsholm.

I Danmark blev der i 2020 indgået en aftale om, at indsamling og lagring af CO₂, også kaldt CCS, skal indgå som en vigtig del af det danske mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70% i 2030. Ifølge Energistyrelsen, er de danske muligheder for oplagring af CO₂ gode, og det anslås, at der er kapacitet til at opbevare mellem 12 og 22 milliarder tons CO₂ i undergrunden. Ifølge FN´s klimapanel IPCC, er vi da også nødt til at benytte negative emissionsteknikker som CCS, hvis vi klimakrisen til livs. 

“I Norge har man lagret CO₂ i 25 år i det felt, der hedder Sleipner, og det bliver det dernede,” forklarer Theis Dekkers Gjedsted, der er specialkonsulent ved CCS-kontoret hos Energistyrelsen.

Men hvor smart CCS end lyder, så er det altså ikke uden risiko, at man vil pumpe tonsvis af CO₂ ned i den danske undergrund.

En af farerne ved at lagre CO₂ i undergrunden er, at fjendtlige stater eller ikke-statslige grupper, som fx terrororganisationer, kunne finde på at angribe CO₂ kamrene, for at udløse CO₂ lækager.

Hvis man vil vide, hvor ødelæggende et CO₂-udslip kan være, kan man kigge på Lake Nyos katastrofen i 1986, hvor mange tusinde tons CO₂ lagret under en Nyos-søen i Cameroun, af ukendte årsager blev frigivet. Det medførte, at alt ilten i en radius af 25 kilometer fra søen blev erstattet af CO₂, hvilket kostede over 1700 mennesker livet.

“Lækager fra CO₂ kamrene er en reel og alvorlig bekymring,” fortæller Chad M. Baum, der forsker på GENIE-projektet.

“Hvis nogen får udviklet teknologi, der kan punktere de her CO₂-kamre, kan man jo sagtens forestille sig, at kamrene kan blive militære strategiske mål.” 

Hos Energistyrelsen er man dog ikke synderligt bekymret for potentielle lækager og medfølgende konsekvenser: 

“Hvis det lækker i Nordsøen, vil det gøre havvandet til noget danskvand. Det vil formentlig ikke være store mængder. Det er jo kuldioxid – det man får sodavand og danskvand ud af, “ fortæller Theis Dekkers Gjedsted.

Men det er ikke kun CCS, der kan have sikkerhedspolitiske implikationer. Det er i høj grad også den anden gren af geo-engineering, kendt som SRM, der kan have alvorligt våbengørelsespotentiale. 

Der arbejdes fx på en metode, hvor man skyder solstrålereflekterende partikler ud i rummet. Sådan en teknologi vil i teorien kunne benyttes til at styre klimaet i et bestemt område, og det kan tænkes, at det kan bruges som værktøj i en væbnet konflikt.

“Den slags teknologi kan også komme til at påvirke regnmønstre og tørker,” forklarer Chad Baum, der i øjeblikket arbejder på udgivelsen af en afhandling om våbengørelse af geo-engineering-teknologi. 

Og man kan da også sagtens forestille sig en række militære brug, sådanne teknologier kan have. Man kan jo fx give sin fjende alvorlige fødevaremæssige forsyningsproblemer, hvis man kan skabe kunstig tørke over deres marker. 

Der bliver også forsket i teknologi, der skal kunne løse eventuelle problemer, der kan opstå i forbindelse med geo-engineering. Dette kaldes counter-geo-engineering, og er et felt, der ifølge Chad Baum bliver underprioriteret. 

“Counter-geo-engineering feltet er nærmest ikke eksisterende i forhold til geo-engineering, og jeg synes personligt, at det er skidt at nedprioritere det”

Han fremhæver dog også, at selvom counter-geo-engineering måske kan løse nogle af problemerne, så er der også en mulighed for, at den slags teknologi i sig selv kan udgøre potentielle våben.

Som at åbne Pandoras æske

Geo-engineerings sikkerhedspolitiske dimension er også en afgørende faktor, når klimaformidler og tidligere vejrvært Jesper Theilgaard vurderer geo-engineering til at være en af de farligste metoder til at løse klimakrisen. Generelt tror han ikke meget på, at mennesket som race kan løfte det ansvar, som følger med opfindelsen af denne slags teknologier.

“Hvis teknologien er til stede, så vil den kunne bruges og misbruges. Det er den fare, jeg ser som den allerstørste, fordi verden er ikke fredelig. Mennesket er ikke et fredeligt individ,” lyder det fra Jesper Theilgaard, der er bekymret for, hvilke konsekvenser det kan få, hvis teknologien kommer i de forkerte hænder:

“Jeg synes, det ville være vanvittigt at sætte disse teknologier i sving, fordi risikoen for, at de bliver misbrugt, er absolut til stede.” 

Udover den sikkerhedspolitiske dimension er Jesper Theilgaard også skeptisk overfor, hvordan geo-engineering teknologierne vil virke rent klimatisk:

“Hvis man forestiller sig, at man kan styre klimaet, og hvor meget energi, der kommer ind på jorden. Det kan man teoretisk set nok. Men du kan ikke styre, hvordan klimaet reagerer på jordoverfladen,” forklarer Jesper Theilgaard.

“Det vil være Pandoras æske, du åbner, og du aner ikke, hvad der kommer op” 

Jesper Theilgaard mener, at man bør fokusere på vedvarende energi, og ser ikke noget behov for at gøre brug af så drastiske og usikre metoder. 

Geo-politiske implikationer

Men Jesper Theilgaard er da bestemt heller ikke alene i sin bekymring. Jens Wenzel Kristoffersen, der er analytiker på Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, kan nemlig også godt se en fremtid, hvor geo-engineering kan spille en sikkerhedspolitisk rolle. 

“Det er nogle teknologier og tiltag, som man er nødt til at kigge på fremadrettet i en sikkerhedspolitisk kontekst.”

Han mener dog også, at det potentielle problem ligger et godt stykke ude i fremtiden, og at Danmark står overfor langt mere presserende sikkerhedspolitiske udfordringer end geo-engineering. Han mener også, at problemet er højst spekulativt, og at omfanget kan variere meget:

”Det er for tidligt at begynde at spå om, hvor stor en rolle det kommer til at spille”

Men måske er man nødt til at tage fat om det potentielle problem, før det er for sent. Rasmus Brun Pedersen, der er lektor ved Institut på Statskundskab på Aarhus Universitet, mener at det på lang sigt kan få alvorlige konsekvenser, hvis en supermagt som eksempelvis Kina går sin egen vej og implementerer geo-engineering-teknologier og dermed slækker på den fælles grønne omstilling. Kina står nemlig for hovedparten af klodens forurening, og udleder i dag mere end alle OECD landene tilsammen.

“Hvis vi kommer til at se en krig omkring Taiwan, vil klimasamarbejdet måske komme til at ligge stille de næste 20-30 år. Det vil være skadeligt, fordi vi så kommer endnu længere bagud på klimadagsordenen. Så der er en vis bekymring,” fortæller Rasmus Brun Pedersen. 

Det kan få massive sikkerhedspolitiske konsekvenser for Danmark, hvis ikke vi får gjort noget betydeligt ved klimaforandringerne. Tørke og temperaturstigninger vil medføre en flodbølge af migrationsstrømme, hvilket vil lægge et stort pres på Europa og Danmark, da Danmark hverken vil eller kan tage dem ind i vores samfund. Rasmus Brun Pedersen peger dog på flere måder at løse udfordringerne på: 

“Den kortsigtede løsning er at få sat en prop i den strøm af folk, der kommer udefra. Det har vi bidraget med i form af udviklingsbistand og militær tilstedeværelse. Den langsigtede strategi er at lave internationale aftaler, der kan skabe tillid mellem mange af de lande, der står for hovedparten af forureningen.”

Danmarks mangelfulde forsvar

Rasmus Brun Pedersen påpeger, at vi utvivlsomt er afhængige af vores allierede. Det organisatoriske er ifølge ham, noget der foregår langt over Danmarks niveau, samtidig med at dansk forsvar slet ikke er rustet til at håndtere de potentielle migrationsstrømme. 

Jens Wenzel Kristoffersen er da også sikker på, at det danske forsvar på nuværende tidspunkt er dårligt rustet til at løse de krævende opgaver, der formentlig vil opstå fremover:

”To årtier med konstante besparelser har resulteret i, at vi i dag har et forsvar, der ikke er i stand til at løse deres opgaver,” 

Rasmus Brun Pedersen er derfor også kritisk over for Folketingets beslutning om først at imødekomme målet om 2 % af BNP på forsvar i 2033. 

“Det er uambitiøst, men det siger noget om, at vi i mange år ikke har været vant til at tænke i sikkerhed,” 

I det hele taget er den danske sikkerhedspolitiske situation udfordret for tiden:

“Russerne er begyndt at true med, at ramme kritisk infrastruktur,” forklarer Rasmus Brun Pedersen med henvisning til chikane af norske oliefelter og sprængning af gasledningen Nordstream 2, hvor der dog stadig ikke er fundet en officielt skyldig.

“Det er en markering af, de godt kunne tage ting ud, hvis de gerne vil. Så der er flere indikationer på, at de har øget trykket i vores nærområde.” 

Det tryk bliver forstørret, fordi USA i øjeblikket ikke har samme interesse i Europa, som de har i Asien. Og det vil ikke overraske ham, hvis nogle lande kunne finde på at udnytte teknologier som geo-engineering mod andre:

“Hvis teknologien viser sig effektiv, kan det også være et våben, man kan ramme folk med”